nyheder
GN News
2007
2008
2009
2010
2011
Nyhedsarkiv
God mavefornemmelse omkring GN ReSound 
 
 

Interview med CEO Lars Viksmoen

Den 25. marts 2010 meddelte GN, at Dr. Lars Viksmoen var udnævnt til ny CEO for GN ReSound og medlem af GN Store Nords direktion. Der er nu gået mere end fire måneder og Lars Viksmoen fremlægger i dag GN ReSounds kvartalsresultat. GN News mødte Lars Viksmoen for at høre om hans første måneder i selskabet.

Lars, da du startede i selskabet tilbage i april, sagde du at “GN ReSound er en spændende virksomhed, som opererer i et meget interessant marked, med identificerede, konkrete behov og dermed store muligheder”. Har dine første måneder i firmaet bekræftet den udtalelse?

Ja bestemt! Det engagement og den entusiasme, jeg har oplevet blandt medarbejderne rundt om i verden, har givet mig en rigtig god mavefornemmelse omkring selskabet. Jeg har tilbragt meget tid sammen med kunder, såvel de store som de mindre. De har bekræftet mit første positive indtryk og hjulpet mig til at lære mere om markedet, hvad de forventer af GN ReSound og også noget om hvad vi som selskab gør rigtig godt og hvor, der er mulighed for forbedring.

Hvad mener du om GN ReSounds generelle tilstand lige nu?

Først og fremmest synes jeg, at vi skal være meget stolte af den produktportefølje vi kan tilbyde i dag. Vi har en række fantastiske, brugervenlige høreapparater. Surround Sound by ReSoundTM har allerede bevist sit værd og med den seneste lancering af ReSound AleraTM, har vi tilføjet banebrydende trådløs teknologi til vores produktportefølje. Når vi kombinerer det med verdens førende produkter fra GN Otometrics, så har vi et meget attraktivt produktudbud.

Hvis vi ser på GN ReSound fra et forretningsmæssigt perspektiv og uden at være for tekniske, tror jeg på, at det uden tvivl går i den rigtige retning. Vi forventer en vækst over markedet i andet halvår af 2010. De attraktive produkter kombineret med den vellykkede omstrukturering af GN ReSound i 2009 og effekten af den løbende omstrukturering af driften og supply chain, vil styrke vores økonomiske position. Så man kan sige, at GN ReSound er godt rustet til lønsom vækst.

Har I rundet nogle konkrete milepæle i forbindelse med  den løbende omstrukturering af GN ReSound?

Ja, vi har. Vi opnåede en væsentlig milepæl for nyligt med åbningen af et nyt regionalt driftscenter i Oxford i Storbritannien. Centret samler en række lokale, produktionsanlæg i Europa og dækker det britiske marked samt hele Nordeuropa med produktion af i-øret (ITE) høreapparater. Alle væsentlige globale systemer og den samlede infrastruktur forventes at være på plads allerede inden udgangen af 2010, og efterfølgende overgår produktion og kundehåndtering gradvist til den nye struktur. Så den løbende fuldstændige omstrukturering af GN ReSounds produktion og supply chain forløber planmæssigt og vi forventer fortsat at skabe årlige omkostningsbesparelser på op til DKK 200 mio. ved udgangen af 2011 samt forbedret kvalitet og kundeservice.

En af dine første ”officielle” opgaver som CEO var at sikre en vellykket lancering af den nye trådløse høreapparatserie ReSound AleraTM. Kan du fortælle os om den oplevelse og give os en status på lanceringen af ReSound AleraTM?

Forestil dig, at du sidder ”ringside” i San Diego under AudiologyNOW konferencen sammen med en snes yderst professionelle og kritiske finansanalytikere og erhvervsjournalister og være en del af GN ReSounds lancering af det mest banebrydende trådløse høreapparat, markedet har set. Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at starte et nyt job på.

I forbindelse med lanceringen af ReSound AleraTM, kan jeg rolig sige, at den umiddelbare reaktion fra kunderne har bekræftet vores høje forventninger. Tilbagemeldingerne på selve høreapparatet har været meget positive og at man ikke længere skal gå med et ekstra apparat på kroppen, er et stort fremskridt.

Det lyder som om GN ReSounds forretning er stabiliseret og nu er på vej tilbage til et vækstscenario. Når den endelige omstrukturering af driften og supply chain er på plads, tror du så det vil være realistisk at nå helt op på konkurrenternes niveau mht. EBITA-margin?

Jeg bliver ofte stillet det spørgsmål og det er også meget relevant. Alle vores beregninger viser, at når omstruktureringen af supply chain og driften er gennemført, vil vi være i stand til at løfte vores EBITA med omkring 6-7 procentpoint - og det ved et uændret omsætningsniveau og produktmiks. Det er selvfølgelig et stort skridt mod at nå op på konkurrenternes niveau. Mit job som CEO er at sikre, at virksomheden hele tiden er optimeret bedst muligt og, at vi lancerer de rigtige produkter af den rette kvalitet på det rigtige tidspunkt.

Med det på plads, ser jeg ingen grund til at vi ikke fremover kan nå op på niveau med konkurrenterne.