”Nyhedsbrev for Bestyrelser” har kåret GN Store Nord som den bedste virksomhed til selskabsledelse blandt 100 danske aktieselskaber.
SimCorp (global udvikler og leverandør af investment management-systemer) og GN fik begge 95 ud af 100 point i ratingen, der er baseret på detaljeret analyse af selskaberne og deres aktiviteter inden for god selskabsledelse. ”Nyhedsbrev for Bestyrelser” understreger, at det, der kendetegner de to bedstplacerede selskaber, er en åben ejerstruktur uden A/B-aktieklasser eller andre ejerbegrænsninger, meget professionelt arbejdende bestyrelser, der har de relevante kompetencer, samt gennemsigtighed i aflønningen af bestyrelsesmedlemmer og direktører.
GN Store Nords bestyrelsesformand, Per Wold-Olsen, udtaler: ”Vi vil anerkendes som en professionel virksomhed på alle organisationsniveauer, og grundpillerne i vores aktiviteter og måden, vi arbejder på, er åbenhed, gennemsigtighed og resultater. I juni 2008, da GN’s nye bestyrelse holdt sit konstituerende møde, vedtog vi, at god selskabsledelse skulle være en prioritet, og vi nedsatte med det samme to nye bestyrelseskomiteer – en revisionskomité og en vederlagskomité. Det var det første vigtige skridt for GN på vejen mod bedre selskabsledelse. GN vil efterleve bedste praksis inden for god selskabsledelse i alle relevante sammenhænge, og vi ønsker at være en professionel organisation på alle niveauer.”
GN leverer de lovede resultater
I årsrapporten for 2008 forpligtede Per Wold-Olsen sig selv og bestyrelsen til at arbejde for at opgradere GN’s selskabsledelse.
”Det er det, vi har gjort, og jeg er meget glad for at se, at vores arbejde bliver anerkendt,” siger Per Wold-Olsen og fortsætter:
”Selvfølgelig er det rart at få sin indsats anerkendt og blive rangeret som nummer et. Resultatet er en indikation af, at vi er på rette vej. Men vi skal holde fokus på god selskabsledelse og fortsætte udviklingen inden for alle områder af vores forretning – det er en løbende proces.”
Læs artiklen fra ”Nyhedsbrev for Bestyrelser” her (Med tilladelse fra Ugebrev for Bestyrelser)
Læs mere om god selskabsledelse i GN Store Nord her.