nyheder
GN News
2007
2008
2009
2010
Nyhedsarkiv
GN Netcom åbner webshop 
 
 

GN Netcoms forretning for mobilheadset har netop åbnet en webshop, hvor man hurtigt og enkelt kan købe produkter fra Jabras brede portefølje af produkter til mobiltelefonen og musikafspilleren.

Den har været efterspurgt længe, og nu er den en realitet. Forbrugere i USA, Europa, samt dele af Rusland kan fremover sætte sig til rette foran computeren, når de vil købe et mobilheadset fra Jabra. I løbet af få klik kan man finde og købe det headset man vil have, og senest fem forretningsdage efter bliver det leveret på den ønskede adresse.

Projektleder i GN Netcom Linda Petersen forventer, at den nye webshop vil betyde et øget fokus på Jabra-brandet og generelt bidrage til at styrke salget af Jabras produkter – både på internettet og i de butikker, som i forvejen sælger Jabras mobilprodukter.

Webshops giver øget salg i fysiske butikker

”Undersøgelser viser, at en webshop har en afsmittende effekt på salget i butikkerne. I tøjbranchen betyder denne effekt, at for hver gang, der handles for 100 kroner i en webshop afføder det salg på op mod 500 kroner ekstra i de fysiske butikker. Inden for forbrugerelektronik er tallet noget lavere, men tendensen er den samme. Vi ved nemlig fra undersøgelserne, at mange kunder bruger webshops til at orientere sig om produktet, hvorefter selve købet sker i en fysisk butik. Vi ser derfor webshoppen som en fantastisk mulighed for at brande Jabra og for at drive salget både direkte via nettet og via vores partnere i butikkerne,” siger Linda Petersen.

Ikke konkurrent til detailpartnere

Det er udelukkende mobilprodukter, der sælges via webshoppen og den er ikke en konkurrent til GN Netcoms detailpartnere. Tværtimod kan den understøtte GN Netcoms partnere i deres forskellige salgs- og kampagneaktiviteter. Salget af GN Netcoms øvrige produkter vil fortsat blive drevet via de eksisterende kanaler og aftaler. Linda Petersen forklarer:

”Webshoppen åbner for mange spændende muligheder med vores kanaler på lidt længere sigt. Ofte har vores detailpartnere ikke den fulde portefølje af Jabra produkter på hylderne. Vi åbner nu mulighed for at detailpartneren via webshoppen kan tilbyde alle Jabras produkter –findes de ikke fysisk i butikken henvises blot til webshoppen med et specielt løbenummer, og detailpartnerne kan dermed få del i salget online. Vi kan lave specielle kampagner, hvor i vores e-mail nyhedsbreve både henviser vi til webshoppen og til specielle detailkanaler – f,eks. når  produktet er eksklusivt for en kanal. Vi vil kunne teste produktkoncepter direkte med forbrugerne og med velbegrundet viden herefter sælge det ind i fysiske butikker, fordi vi vil have en indikation af konceptets potentiale fra webshoppen”

Ingen stor investering for GN Netcom

Selve webbutikken og den bagvedliggende administration og distribution bliver drevet 100% af en ekstern partner baseret i Malmø, Sverige. Dette set-up betyder, at GN Netcom ikke har fortaget massive investeringer i projektet, og samtidig har en partner i ryggen med stor erfaring i at drive webbaseret handel.

”Lige nu har forbrugere i USA, Europa og Rusland, mulighed for at handle i  butikken. Men på sigt håber vi at kunne udvide med flere sprog og dermed flere markeder. I første omgang glæder vi os rigtigt meget til at få erfaringer fra webshoppen.” siger Linda Petersen.

Du kan selv opleve webshoppen ved at klikke på dette link: www.jabra.com/buy