nyheder
GN News
2008
2007
Nyhedsarkiv
GN ReSound India lancerer ny aggressiv vækststrategi 
 
 

Med 100 millioner hørehæmmede i Indien står GN ReSound India med væsentlige vækstmuligheder. GN ReSound har til en vis grad været begrænset i sine muligheder for at føre en aggressiv vækststrategi på dette enorme nye marked, da GN ReSound India Private Ltd. indtil 1. januar var 51%-ejet af de to indiske grundlæggere, der skabte selskabet for 15 år siden. Efter GN ReSounds overtagelse af hele selskabet er der nu blevet udviklet en ny strategi.  Selvom den nye direktør, Andreas Geisinger, måske nok er ny i jobbet, så har han faktisk fem års erfaring fra GN ReSound India.

Sammen med GN ReSounds direktion har Andreas Geisinger udarbejdet en ny, aggressiv vækststrategi. ”I modsætning til forbrugerelektronikbranchen, hvor man kan få det seneste inden for teknologi, har den indiske høreapparatindustri hidtil tøvet med at gå over til digitale høreapparater. Det har vi tænkt os at lave om på, så inderne kan få de samme veltilpassede høreapparater af høj kvalitet, som europæerne og amerikanerne, og så vi kan vise, at GN ReSound er teknologisk førende,” siger Andreas Geisinger.

Dette indebærer en koordineret indsats for at uddanne yngre audiologer og øge opmærksomheden omkring hørekvalitet. Allerede i foråret var GN ReSound på banen i Indien med lanceringen af nogle af selskabets nyeste produkter, “dot by ReSound”, ReSound Ziga og ReSound Essence. “dot by ReSound” og ReSound Ziga fik først verdenspremiere tidligere på året, men de kan allerede nu fås lige fra Mumbai til Calcutta – på et marked, hvor konkurrenterne stadig markedsfører 5-6 år gamle produkter.
“I løbet af det næste halvandet år forventer vi at få 100 nye kunder, dvs. audiologer, som vi vil uddanne gennem vores nye GN ReSound Academy. Vi forventer, at den kraftige vækst vil fortsætte. I de sidste par år har vi opnået vækstrater på 15-20%,” siger Andreas Geisinger.
Sidste år blev der solgt ca. 200.000 importerede høreapparater i Indien samt 200.000 billige lokalt producerede produkter. GN ReSound er klart markedets næststørste aktør.

Der er et markant prisspænd på høreapparater i Indien, fra de billigste myndighedsgodkendte produkter til INR 650 (ca. DKK 75) til de importerede produkter til ca. INR 140.000 (ca. DKK 15.000). I Indien koster ca. 70% af alle høreapparater under DKK 500 for slutbrugeren. Derfor vil der alene på grund af prisen fortsat være et stort marked for analoge apparater i Indien. På trods af at GN ReSound nu vil arbejde på at digitalisere det indiske høreapparatmarked, fortsætter selskabet med at markedsføre sin brede portefølje af analoge apparater, så man dækker hele markedet.

I dag har GN ReSound India omkring 400 forhandlere og 60 medarbejdere. Selskabet har hovedkvarter i Mumbai og dækker Indien gennem sine otte afdelingskontorer, hvoraf de fire har et hørelaboratorium.