Kære læser
På bestyrelsesmødet den 6. november traf GN’s bestyrelse en beslutning om GN ReSound. Det kan du læse mere om i artiklen nedenfor.
Resultat
EBITA er væsentligt forbedret fra DKK (126) mio. i tredje kvartal 2006 til DKK 12 mio. i 2007, hvilket dog stadig er en smule under det forventede niveau for Headset.
CC&O headset viste en pæn samlet organisk vækst med fortsat høj vækst i Europa og i Asien. Vækstraten og resultatet for Nordamerika er stadig skuffende.
Den organiske vækst i Mobile headset forbedredes fra (54)% i andet kvartal 2007 til (12)% i tredje kvartal. Mobile headset opnåede et godt resultat, som dog samlet set stadig er negativt påvirket af lav omsætning. Der er sket et gennembrud for Mainstream Mobile-forretningen, som for første gang udviste et positivt EBITA.
GN har sikret væsentlige aftaler med vigtige kunder for næste år, og i september kunne vi offentliggøre, at GN er det første selskab, der har fået headset godkendt af Microsoft® til brug sammen med Microsoft® Office Communicator (OC). Microsoft® OC er et unified communication-system, som ved hjælp af en række forskellige kommunikationsformer, herunder instant messaging (IM), tale og video, muliggør kommunikation mellem personer, der befinder sig på forskellige steder. GN har desuden underskrevet en markant supply chain-aftale, og den igangværende omstrukturering af forretningen forløber generelt i overensstemmelse med strategien.
Du kan læse et sammendrag af tredje kvartalsresultatet på side 4.
Strategiprocessen fortsætter
Den 27. september tog GN endnu et vigtigt skridt i omstruktureringen af headsetforretningen, da vi underskrev en supply chain-aftale, som udbygger vores samarbejde med en større global leverandør af Electronics Manufacturing Services (EMS). Aftalen omfatter produktion, fulfillment-services og andre logistikopgaver. Som del af det udvidede samarbejde har GN igangsat fulfillment-aktiviteter på EMS-leverandørens fabrik i Tjekkiet. Denne nyhed er en vigtig milepæl i GN’s strategi om at gøre omkostningsbasen mere skalérbar og fleksibel i forhold til den svingende efterspørgsel samt at hæve kvaliteten i hele værdikæden.
Du kan læse mere om omstruktureringen af GN’s supply chain på side 3.
Ser vi på den nærmeste fremtid, er der kun få uger tilbage af året, og for GN er indeværende kvartal årets vigtigste. Sidste kvartal viste vi allerede god fremgang, men her i fjerde kvartal skal vi bevise over for os selv, vores kunder og vores aktionærer, at vi kan fortsætte den fremgang, der har været i omstruktureringen af vores forretning.
Med venlig hilsen
Toon Bouten