nyheder
GN News
2008
2007
Nyhedsarkiv
Begivenhedsrigt andet kvartal for GN 
 
 

Kære læser,
Andet kvartal var meget begivenhedsrigt for GN, og endnu engang gav ”salget” af GN ReSound anledning til overskrifter i medierne. Jeg vil ikke sige mere om den seneste udvikling i den sag, som GN’s formand Mogens Hugo adresserer i artiklen nedenfor.

Selvom de økonomiske resultater i Headset ikke var tilfredsstillende i andet kvartal, skete der dog en lang række gode og lovende ting. CC&O headset fortsatte den gode udvikling i Europa med en organisk vækst på 8%. Cash flow fra driften udgjorde DKK 82 mio. i forhold til det negative cash flow i andet kvartal 2006, og bruttomarginen blev også forbedret. Hello Direct er nu under kontrol, efter at de fejlslagne Try-‘n’-Buykampagner blev indstillet. Vi kan nu bekræfte, at Hello Direct er tilbage på sporet. Blandt de negative begivenheder blev Mobile headset ramt af et markant fald i antallet af solgte headset til én mobilproducent som følge af et voldsomt fald i dennes salg af mobiltelefoner.


Omstrukturering af GN godt på vej
Det første trin i GN’s tre-trins strategi fokuserer på omstrukturering. I 2007 skaber vi én skalérbar forretningsmodel, afstemmer omkostningerne og skærper vores processer for at kunne leve op til “best practice” i elektronikbranchen. Vi er allerede kommet langt med det første trin. Den nye markedsorienterede organisation med fire fokuserede forretningsenheder er nu implementeret. Desuden har vi færdigudviklet to nye produktplatforme til Mainstream-produkterne, og platformene forberedes nu til masseproduktion.

Den vigtige omstrukturering af GN’s supply chain fortsætter i højt tempo. Forhandlingerne med den oprindelige samarbejdspartner er dog blevet afbrudt på grund af en ændring i ejerforhold. Forhandlinger med en anden potentiel samarbejdspartner er blevet genoptaget og en hensigtserklæring er underskrevet. Disse tiltag forventes at føre til en supply chain-aftale inden udgangen af tredje kvartal 2007. Strategien med én hovedpartner forventes stadig at være endeligt implementeret ultimo andet kvartal 2008.

Nye spændende muligheder
GN vandt en række nye aftaler i andet kvartal. I maj kunne GN fortælle, at vi i tæt samarbejde med Microsoft® vil integrere vores headset med Microsoft® Office Communicator 2007. Disse headset er de første i en række fra GN, der er fuldt integrerbare med Office Communicator. For nylig valgte Apple® GN som en af sine leverandører af Bluetooth® headset til Apples iPhone, salget sker via Apples butikker. Foruden disse spændende muligheder vandt GN også en række vigtige OEM-programmer i andet kvartal.

Der sker en god udvikling på mange områder i GN lige nu. Vi vil fortsat fokusere på at implementere den fastlagte strategi for at bringe GN i god form fremover. Jeg er overbevist om, at disse faktorer vil styrke driften og forbedre vores resultater.

Med venlig hilsen

Toon Bouten
Adm. direktør